Top
DSC_0185.JPG
 
 

Som en del af Pædagogkompagniet har vi tilknyttet et værested som de unge kalder for "Basen", hvor de unge kan holde til. Det varierer, hvor meget de unge opholder sig der men for alle gælder det, at de stærke relationer også opstår i "Basen".

"Basen" er lokaler på Christianshavn, hvor omsorg, hygge og nærvær er i højsædet. Det er uformelt samlingssted, hvor de unge kan møde hinanden eller de voksne til blot en snak eller hjælp. Vi har også botræning i "Basen", hvor de unge bliver inddraget i helt almindelige gøremål som at handle ind, lave maden, rydde op, vaske tøj. Vi er af den opfattelse, at de unge ligeså vel kan tillære sig disse gøremål i Værestedet sammen med os – som derhjemme i deres lejlighed. Derudover kan de unge få lektiehjælp, spise frokost sammen, spille playstation mv. Vores kontor står altid åbent, og der bidrager til mange gode snakke med de unge, som gerne kigger forbi, hvis de har brug for selskab eller hjælp til stort eller småt.

I "Basen" værner vi om kulturelle værdier. Det betyder eksempelvis også, at vi sammen fejrer højtiderne. Ofte har vores unge ikke nogle steder at gå hen, når det fx er jul. Det kan være en svær stund, og derfor er det vigtigt for os, at holde traditionerne i hævd. Det betyder bl.a. at vi i julemåneden har juletræ, der er julegaver, og at der i påsken bliver holdt påskefrokost. Det kan være oplevelser, de unge ikke har fået med hjemmefra, og derfor ser vi det som en vigtig del i vores rejse med de unge, at helt almindelig begivenheder bliver holdt ved lige. For os handler det om, at de unge ikke skal sidde alene i højtider, og derfor vælger vi at holde vores døre åbne – også i højtiderne.

Vi arbejder målrettet med at integrere danske værdier i en multikulturel flok. Religion er ikke centralt, hvilket vil sige, at vi introducerer de unge for danske traditioner, uden at det er knyttet op på religion og under de hensyn, der skal tages. Det giver de unge en forståelse for, hvad de møder i fremtiden. En væsentlig del af dette arbejde foregår i "Basen".

"Basen" rummer også mulighed for, at de unge kan komme med ønsker til arrangementer. Hvis der fx bliver givet udtryk for et behov for en ”tøseaften”, får vi det stablet på benene. I vores optik behøver sådan et arrangement ikke kræve alverden, det vigtigste er blot, at pigerne kan have en aften i trygge og velkendte rammer, hvor der sker lidt mere end på en almindelig hverdagsaften.

Som nævnt er vi meget fokuseret på at skabe så almindelige rammer for de unge, som muligt. Derfor er det også muligt at medtage venner i "Basen", som ikke er anbragt hos os, præcis som de unge ville have gjort, hvis de boede hos deres forældre.

Det største kompliment for os er, at mange unge kigger forbi "Basen", selvom deres anbringelse er forbi hos os. Det bekræfter os i, at vi har skabt de rette rammer for de unge dels i "Basen" og dels gennem stærke relationer.

I er velkomne til at komme forbi "Basen" til et uformelt besøg, hvor i kan fornemme stemningen og atmosfæren, tale med de unge eller en kontaktperson.